Dette spørgsmål er jeg blevet stillet nogle gange når folk ser billedet af Sia, der sidder under jorden sammen med muldvarpen, og for første gang mærker og erkender skam. Forudindtagelsen er at når man mærker skam, vil man også se trist ud. Skam er jo en skamfuld følelse, hvor man mest har lyst til at gemme sig væk.
Sia sidder under jorden – hvilket er et symbol på at vi har med de tunge følelser at gøre. Muldvarpen graver sig ned for at gemme sige væk og over jorden vokser blomsterne der rejser sig mod lyset, og en sommerfugl indikerer lethed og forvandling. Blomsterne er i fortællingen ikke særlig søde. De er hovne, snobbede og arrogante og påfører muldvarpen en ide om, at den ikke er værdig og god nok til deres selskab og måske ikke engang til selve livet. Valmuerne lærer os at bag et smukt ydre kan der godt gemme sig et grimt indre. En valmue er også et symbol på søvn, fred og når den er helt rød, død. Søvn fordi at opium er udtrukket fra planten, og er kendt for sin beroligende virkning. Død på grund af deres røde farve der symboliserer blod. Som jeg ser det, er Valmuerne med til at antyde den indre rejse og det at man kan forsvinde fra omverdenen. At vælge de egenskaber der følger med ved brug af opium er et bevidst valg da det skal indtages aktivt. Så de antyder også at det at gemme sig væk, kan være et bevidst valg.
Træerne har rødder ned i jorden og danner en krone imod den blå himmel. Vi har alle brug for at kende både de tunge og lette følelser, fordi de skaber et fundament for den fulde forståelse af den verden vi alle er en del af. Det styrker vores empati, ikke kun med andre, men også med os selv. Vi har brug for en nænsom tilstedeværelse i livet og i vores omgang med hinanden. Som et indiansk ordsprog siger ”Man skal ikke dømme en mand, før man har gået 10 skridt i hans mokkasiner”. Og sådan er det jo, vi kan ikke dømme andre, før vi har været i deres sko og forstår, hvilke følelser der raser igennem dem og danner grundlag for deres handlinger. Når vi har gennemskuet hvilke følelser der er på spil, hvilke handlinger og situationer der har fremkaldt dem, kan vi se igennem dem og kigge på de skjulte følelser, der i virkeligheden har skabt den udad reagerende følelse. Følelser rækker både udad og indad. Og når man har en udad reagerende følelse som f.eks. vrede, ligger der som regel en anden følelse under, som man ikke lige ser som f.eks. skam. Men for at beskytte vores ego kan en beskyttelse mod skam være vrede. Nogen gange går det så hurtigt, at man kun opdager at man er vred og ikke fanger, hvilke følelser der ligger bag ved denne reaktion. Det udfolder samtalen imellem Sia og Stenen så fint. Hvor stenen forklarer Sia hvad der faktisk er på spil inde i hende. Det er netop ét af disse elementer, der gør Sia og Den magiske sten så anderledes end andre børnebøger. Vi lukker følelses bokse op i historien og prøver at skabe forståelse for følelsen og det der ligger bag.
Sia er i gang med at lære at erkende sine følelser. Hun skal lære at mærke hvad der foregår inde i hende og ikke mindst hvorfor det foregår. På den måde kan kun begynde at skelne imellem følelserne og se hvad der er på færde og skabe en større forståelse af sig selv og hvorfor hun handler som hun gør. Når hun har styr på hvad der foregår inde i sig selv, bliver det nemmere for hende at gennemskue hvad der foregår inde i andre mennesker og på den måde styrkes hendes empati og forståelse for, andre menneskers reaktioner. Med tiden vil det forhåbentligt give hende muligheden for at være på forkant med sig selv, således at hun frit kan vælge hvilken reaktion/ svar hun vil give verden på, hvad hun oplever. Er der noget vi ikke kan styre så er det hvad der sker i verden. Men vi kan styre, hvordan vi vil reagere på det og dermed kan vi også styre, hvad vi føler. På den måde er man, ved at have erkendelsen af sig selv, med til at bestemme hvad det er for et liv man gerne vil opleve at have. Det er et ydmygt ønske at man allerede starter denne oplæring fra barnsben, da det faktisk kræver en del øvelse at mestre dette.
Tilbage til hvorfor Sia ser glad ud på billedet. Det gør hun fordi hun ved, at en følelse er noget man HAR og ikke noget man ER. En følelse er forbigående. I det øjeblik den raser kan den føles som om den er hele verden. Men det er en illusion. Følelser kommer og går og vi kan selv vælge, hvordan vi vil reagere på dem, når altså man er bevidst om det. Sia sidder som i en meditation med lukkede øjne og betragter i en Metatilstand sit indre. Hun ser på sine følelser og sit indre skuespil, i en neutral tilstand og oplever blot hvad der er til stede, som en tilskuer. Hun tager ikke følelsesmæssigt del i det som sådan. Hun betragter hvad der sker. I den tilstand og med kærligt forældreskab til sit indre sårede barn eller personligheder, er det muligt at kigge på selv de mørkeste sider af én selv, og dermed opnå dybe erkendelser af sig selv. Derfor ser Sia glad og tilfreds ud. Fordi hun er betragter og tilskuer og ved at en følelse ikke er identisk med hvem hun er. En følelse er noget hun har, ikke ér. Hvem hun er, afgøres af hendes bevidste valg, hvormed hun reagerer.
Forestil dig en verden, hvor alle har fundet indre fred.
Mon ikke dette ville afspejle sig i den ydre verden?
