I Sia & Den magiske sten opdager Sia, at den magiske sten spejler det, hun bærer indeni. Det kan være frygt, tvivl eller sårbarhed, som hun helst ville gemme væk.
Sådan er det også for os som voksne.
Når vi er sammen med vores børn, kan de – ofte uden at vide det – trykke på noget i os. Noget gammelt. Noget uforløst. Noget, vi måske selv lærte at skjule engang.
Forestil dig dette:
Dit barn bliver vredt, højlydt eller trækker sig.
Noget i dig spænder op. Måske græder du.
Måske kommer tanken: “Det her kan jeg ikke rumme” eller “Nu gør mit barn noget forkert.”
Ofte sker det ikke, fordi barnet gør noget galt – men fordi barnets følelse minder os om en følelse, vi selv lærte, vi ikke måtte have.
Her opstår et dilemma:
Hvordan kan vi være ærlige omkring vores egne følelser uden at give vores børn skyld og skam for dem?
Børn er ekstremt sensitive over for deres forældre. Hvis et barn mærker, at:
mor bliver vred eller ked af det
far trækker sig
stemningen ændrer sig
… kan barnet hurtigt konkludere:
“Det er min skyld.”
Og udvikle lange antenner, der peger ud mod andre i stedet for ind mod sig selv.
Ikke fordi vi siger det – men fordi børn naturligt søger mening og sammenhæng. Hvis vi ikke sætter ord på det, gør barnet det selv. Og ofte vender de forklaringen indad.
Her er det, vi som voksne kan gøre noget andet.
At være en god rollemodel betyder ikke, at vi altid er rolige, rummelige og i balance.
Det betyder, at vi tør stå ved vores følelser – uden at lægge dem over på barnet.
Eksempel:
I stedet for:
“Hold op, nu bliver jeg også sur!”
kan vi sige:
“Jeg kan mærke, at jeg bliver frustreret lige nu. Jeg har brug for et øjeblik – det er ikke din skyld.”
Her sker der noget vigtigt:
Barnet lærer, at følelser er okay
Barnet lærer, at følelser er den voksnes ansvar
Barnet lærer, at relationen kan rumme ærlighed uden brud
Det er integritet i praksis.
I Sia-universet er det ikke forkert, når følelserne koger. Det er et tegn på, at noget vigtigt vil ses.
Når vi bruger fortællingen sammen med børn, kan vi sige:
“Det føles lidt som, når dragen bliver vred, muldvarpen skammer sig eller pigen flytter ind på månen (referencer fra bogen) – der er noget, der kalder på opmærksomhed.”
“Det her er ikke farligt. Det er bare en følelse, der vil ses. Ligesom knuden på vandslangen (reference fra bogen)”
Historien giver et fælles sprog, hvor hverken barn eller voksen behøver at være “problemet”.
Når både barn og voksen får lov at være ægte, sker der noget helende:
Barnet lærer, at det må være sig selv
Den voksne lærer, at sårbarhed ikke svækker relationen – den styrker den - og det smukke ved at have små børn er, at de kan hjælpe med at heale vores eget indre barn, hvis vi formår at stå i følelserne med bevidsthed.
Autenticitet handler ikke om at dele alt.
Det handler om at dele det, der er sandt – på en måde barnet kan bære.
Når vi tør:
rumme vores egne følelser
tage ansvar for dem
sætte ord på uden skyld og skam
… giver vi vores børn en indre stemme, der siger:
“Jeg må være mig – også, når jeg har følelser OG jeg har ikke ansvar for andres følelser.”
Og måske er det den største magi af alle.
I Sia & Den magiske sten er eventyret kun lige begyndt. For både Sia – og os – starter den vigtigste rejse ikke udenfor, men i relationen mellem det indre og det ydre. Mellem barn og voksen. Mellem ærlighed og kærlighed.
